Hop til indholdet

Welsh Black kreaturer i Svanninge Bjerge

I Svanninge Bjerge græsser Danmarks eneste besætning af de robuste Welsh Black kreaturer. Der er omkring 100 kreaturer i området i alt – men antallet varierer lidt over året. Welsh Black stammer fra Wales og dyrene udmærker sig ved, at de kræver meget lidt pleje. De er gode til at klare sig selv, de har let ved at kælve og så har de den gode egenskab, at de ikke er opsøgende i forhold til publikum. De er ret ligeglade med gæster i Bjergene.

I Svanninge Bjerge går Riderute Sydfyn langs en kvægfold med god mulighed for at se kvæget.

Selvom Welsh Black kreaturerne er fredelige, så er det alligevel klogt, at huske på, at det er store dyr. Gå aldrig imellem en ko og hendes kalv. Hvis en ko føler, at kalven er i fare, så kan man godt få et fur. Det er også en god idé, at holde god afstand til dyrene – de er ikke klappe- og kæledyr, men dyr der næsten klarer sig selv i naturen. Forsøg heller ikke at drive med kreaturerne, hvis de for eksempel har taget ophold på en af de smalle passager mellem hegnene, så bør du vælge en anden vej.

Brug lidt tid på at studere Welsh Black kreaturerne. Det er slet ikke kedeligt, at holde øje med en af flokkene med køer, kvier, kalve og tyre. Det er noget helt andet, at se på sådan en flok dyr med forskellig alder og køn, end det er at se på en flok jævnaldrende malkekøer. Du vil hurtigt få indtryk af, hvem der er førerkoen, som bestemmer hvor flokken skal hen. Tyren tager et overblik ind imellem, og genoptager så sin græsning eller drøvtygning. Han skal passe på sin flok, og det gør han som regel med stor ro og værdighed. Når man er så stor, og så massiv, så er ens blotte tilstedeværelse oftest rigeligt til at holde fredsforstyrrere på passende afstand.

Når der både er tyre og køer i Svanninge Bjerge kommer der naturligvis også kalve. For at holde antallet af kreaturer på de cirka 100 stykker, er det hvert år nødvendigt at slagte nogle af dyrene. Kødet er meget velsmagende – lidt vildtagtigt – måske er det smagen af et spændende naturområdes mange forskellige planter, der slår igennem.

Welsh Black kreaturernes opgave er at sikre en god afgræsning af overdrev og græsningsskov i Svanninge Bjerge. Græsningen holder arealerne åbne, og hindrer, at træer og buske vokser op og danne skov. På den måde favoriseres naturtypen overdrev, som prægede Svanninge Bjerge før skovtilplantningen. Overdrev er en naturtype, der domineres af græsser og urter og som har en meget stor artsrigdom eller biologisk mangfoldighed. Det der også kaldes en høj biodiversitet.

Indenfor kort afstand ligger Svanninge Bakker, hvor der også findes store arealer med overdrev. Ved at have to overdrevsarealer med kort afstand imellem, øges sandsynligheden for, at dyr og planter kan spredes fra det ene område til det andet og på den måde være med til at sikre robusthed for begge områder.

Læs mere om Welsh Black kreaturer på Svanninge Bjerges egen hjemmeside.

Læs mere om overdrev på siden ”Naturtyper – Overdrev”