Turforslag 3: Rundt om Brændegaard Sø
Fugle og planter i fuldt flor
Havørnen yngler ved Brændegård Sø, og skarven har sin danske højborg her. Søen er kendt af fugleinteresserede viden om, der er næsten altid spændende observationer at gøre.
Skarv, fiskeørn, rørhøg, spurvehøg og musvåge ses regelmæssigt. Forår og efterår raster store flokke af grågæs på søen, skeanden med den frynsede tunge mellemlander i marts og april, og stor skallesluger kigger gerne forbi.
Rideruten fører også gennem Nybo Mose, en højmose, som er en sjælden naturtype. Her gror planter som rosmarin, lyng, klokkelyng, tue-kæruld og hvid næbfrø, og her lever også sjældne insekter som sortgrå sækspinder, bølleblåfugl, eng-perlemorsommerfugl og moseperlemorsommerfugl.
Ruten starter og slutter på P-pladsen lige øst for Brændegård og fører dig hele vejen rundt om søen.