Hop til indholdet

Jernbanen mellem Faaborg og Ringe

Riderute Sydfyn krydser et jernbanespor to steder syd for Korinth. Det er den gamle jernbane mellem Faaborg og Ringe. I dag er togdriften ophørt, bortset fra den kørsel som den Syd Fyenske Veteranjernbane gennemfører.

Jernbanen mellem Ringe og Faaborg blev indviet i 1862 og den var i drift frem til 1962.

I perioden 1882 – 1897 kørte toget kun mellem Faaborg og Ringe, men i 1897 blev banen forbundet med den nye jernbane mellem Nyborg og Ringe.

I 1949 blev jernbanen mellem Ringe og Nyborg nedlagt, og jernbanen mellem Ringe og Faaborg blev herefter udelukkende anvendt til godstransport.

Årsagen til jernbanens nedlæggelse var at der efterhånden var bygget gode veje og at transport med lastbil, rutebil og personbil blev foretrukket fremfor togtransport.

Jernbanen mellem Ringe og Faaborg blev mindre og minder benyttet og i 1988 kørte det sidste godstog til Faaborg.

Jernbanen mellem Faaborg og Korinth blev erhvervet af Fyns Amt omkring 1990. I 2007 blev Fyns Amt nedlagt og i dag er det Faaborg-Midtfyn Kommune, der ejer den gamle jernbane. I Faaborg stopper sporene ved de gamle remiser lige øst for Stationsbygningen i Faaborg, hvor der i dag blandt andet er turistbureau.

Formålet med det offentlige ejerskab var at bevare jernbanestrækningen, og at stille den til rådighed for foreningen Syd Fyenske Veteranjernbane.

Så når du kommer til en af jernbaneoverskæringer, så husk, at advarselsskiltene ikke kun er et minde fra gamle dage – der kommer i ny og næ et tog forbi. Der er også mulighed for at løse billet og køre med toget mellem Korinth og Faaborg – hvis hesten skulle trænge til en pause.

Den Syd Fyenske Veteranjernbane har en fin hjemmeside. Her kan du blandt meget andet finde køreplanen for togdriften mellem Faaborg og Korinth:

http://www.sfvj.dk/koreplan/index.htm

Kort fortalt er der kørsel i juni, juli og august på torsdage og søndage. I skolernes efterårsferie er der en enkelt dag med kørsel og årets sidste ture er i december.

Miljøministeriet fik i 2010 overdraget jernbanen mellem Korinth og Ringe af Trafikministeriet. Formålet med overdragelsen er at skabe en vandre-, cykel-, og ridesti mellem Korinth og Ringe. Skinner og sveller skal fjernes, og der skal anlægges en asfalteret sti og en gruslagt sti på det gamle jernbanetrace. Langs med stien laves der pladser, hvor man kan holde pauser og læse lidt om historien og omgivelserne. Det er Naturstyrelsen, Fyn, som står for anlægsfasen. Herefter vil Faaborg-Midtfyn Kommune overtage driften af stien. Den nye sti forventes færdig i løbet af efteråret 2012. Dermed bliver der flere muligheder for at udvide blandt andet rideture fra Riderute Sydfyn.