Hop til indholdet

Turforslag 1: Svanninge Bjerge -Bakker og Sollerup

Welsh Black Svanninge Bjerge

På rideturen gennem Svanninge Bakker -Bjerge kan man ikke undgå at se det smukke kvæg, som afgræsser arealerne.

Bakker og bjerge med walisisk kvæg og en sky syvsover

Der er masser af kuperet ridesti, store højder og utæmmet natur i Svanninge Bakker og Bjerge.
Du rider op igennem lyse bøgeskove og svale nåleskove med duft af harpiks. Gennem fugtige områder, som minder om urskov og pludselig: Åbne enge og overdrev.

Store Welsh Black kreaturer med lådne kalve og de små Dülmener-heste går i indhegningerne i skoven og de trives side om side med rådyr, ræv og grævling. Du møder næppe den sky og berømte syvsover hasselmusen, som findes i rigt mål, men gemmer sig oppe i træerne, når den ikke sover. Til gengæld hører og ser du en masse fugle: Musvåge, tårnfalk, skarv, grågås, bekkasin. Og først på sommeren underholder gøgen med sin kukken i skov og krat.

Hvis du er en øvet rytter og ønsker en forlængelse af turen med endnu flere smukke naturoplevelser, er der mulighed for at ride en birute langs med og hen over den smukke Rislebæk.
Det kræver at du kan ride din hest igennem trælåger til en indhegning, hvor der går kreaturer, og hen over en flad å.

Fakta

Turen er markeret med rødt på kortet.
Turen kræver ridekort til Svanninge Bjerge.
Du kan parkere og starte ved Knagelbjerg, Skovlyst eller Gåsebjergsand.
Turens længde: 9 km.

Blå rute er en birute som er en forlængelse på 3,5 km, og kun for den øvede rytter, da hesten skal kunne rides ind igennem en stor fold med kvæg, og også igennem rislende vand ved åens vadested i Sollerup Skov.
Rød og blå rute er tilsammen 12,5 km.


Klik på kort for større format

Flere informationer

Naturbeskyttelse i Svanninge Bakker

Svanninge Bjerge som nationalt natur- og landsskabshistorisk monument