Turforslag 4: Bjergene og skovene
Finurlige navne og varieret natur
Turen er en kombination af rute 1 og den nordlige del af rute 2.
Bøllebækken, Pas-på Banke, Hjertesø og et vejkryds ved navn Akacien – det vrimler med finurlige stednavne og varieret natur i Svanninge Bjerge og skovene nord for Holstenshuus.
Du rider gennem lyse bøgeskove og svale nåleskove, som dufter af harpiks. Gennem et fugtigt område, som minder om urskov og pludselig: Åbne enge og overdrev.
Welsh Black kreaturer og de små Dülmener-heste trives side om side med rådyr, ræv og grævling. Du møder næppe den sky og berømte syvsover hasselmusen, som findes i rigt mål, men helst gemmer sig, når den ikke sover. Til gengæld en masse fugle: musvåge, tårnfalk, skarv, grågås, bekkasin. Og først på sommeren underholder gøgen med sin kukken i skov og krat.
I skovene nord for Holstenshuus finder du tre høje, den ene opkaldt efter H. C. Andersen. I de to små skove Øxenhaven og Nyhave sendte bønderne dyr på olden i gamle dage, og i vejkrydset Akacien, som spillede en lokal hovedrolle under Anden Verdenskrig, kan du passende tage en pause.
Fakta
Turen er markeret med rødt og blåt.
Turen kræver ridekort til Svanninge Bjerge og Holstenshuus, og du kan starte ved Holstenshuus, Knagelbjerg, Skovlyst eller Gåsebjergsand.
Turens længde er 17,5 km.
Klik på kort for større format
Flere informationer
Naturbeskyttelse i Svanninge Bakker
Svanninge Bjerge som nationalt natur- og landsskabshistorisk monument