Skarven ved Brændegaard Sø

Skarven – eller ålekragen yngler ved Brændegård Sø, og de trækker til og fra ynglepladser og fiskepladser i større eller mindre flokke. Fuglene flyver ofte i uregelmæssige V-formationer.

Skarven er en fugl som mange mennesker har en mening om. Den har i mange år haft et dårligt ry blandt både fiskere og skovejere. Nogle fiskere bryder sig ikke om skarver, fordi skarver fanger og æder fisk. Nogle skovejere kan ikke lide skarver for skarvernes ekskrementer i løbet af få år dræber de træer, hvor skarverne laver deres ynglekolonier.

Skarven har levet i Danmark i flere tusinde år. Vores forfædre i stenalderen har jagtet skarver – det ved vi fordi der er fundet skarvknogler på stenalderbopladser fra ældre stenalder og i køkkenmøddinger fra Ertebøllekulturen. Midt i 1870’erne var skarven udryddet som ynglefugl i Danmark. På grund af dens dårlige ry blandt fiskere og skovbrugere blev der indtil 1927 udbetalt såkaldte skydepræmier, til folk, der havde nedlagt skarver.

I perioden fra sidst i 1930’erne og frem til starten af 1970’erne forsøgte skarverne at yngle på forskellige lokaliteter. Det var dog kun i naturreservatet på Vorsø i Horsens Fjord at skarvene fik ro til at etablere sig. De fik dog ikke mere ro end at bestanden frem til 1972, ikke fik lov til at vokse sig større end til omkring 200 ynglepar. Fra 1972 lod man skarverne på Vorsø være i fred. I 1981 blev skarven fredet i alle lande i Fællesmarkedet. Siden da er bestanden vokset til mange tusinde par i Danmark.

De danske fugle udgør en stor andel af Europas samlede skarvbestand. Det hænger sammen med, at de indre danske farvande er et rigt spisekammer for skarverne. Som levende organisme er skarven et spændende bekendtskab. Først og fremmest er den en formidabel fisker, som virkeligt er tilpasset jagt under vand. Normalt har fugle en fjerdragt, der skyer vand. På den måde kan dun og dækfjer sørger for at en fugl kan holde sig tør og varm. Sådan er det ikke med skarver – deres fjer skyr ikke vandet. Fordelen er, at skarven ikke skal slæbe en masse luft med sig ned under vandet når den jager. Det giver også den fordel, at den ikke afgiver en masse bobler, der kan skræmme byttefiskene før skarven kommer tæt på. Ulempen er, at skarven tynges af de våde fjer, når den igen skal op at flyve. De våde fjer isolerer heller ikke særlig godt mod kulde. Skarven er nødt til at tørre sine fjer med jævne mellemrum. Derfor kan du se skarverne sidde med udbredte vinger på bundgarnspæle, sten og træer nær kysten, mens de tørrer deres fjer. Behovet for at få tørret fjerdragten gør, at der er grænser for, hvor langt til havs skarverne kan tage hen og fiske.

Skarver yngler i kolonier. De kan både bygge rede på jorden eller oppe i træer. Som regel bygger de kun rede på jorden på isolerede øer. De skarver, der overvintrer i Danmark kommer til kolonien allerede i januar-februar. Det gælder om at sikre sig de bedste redetræer. Der kan allerede være unger i rederne i marts-april, når de mange fugle, der har været på vintertræk ned i Europa, indfinder sig. De fleste unger klækkes i april-maj. Rugetiden er knap 4 uger og der går yderligere 50 dage før ungerne begynder at forlade rederne. Efterhånden som skarvernes unger er flyvefærdige forlader de kolonien sammen med forældrene. Der sker således en fraflytning fra kolonien i en lang periode fra maj til september.

Mellem 5 og 10 % af de danske skarver bliver i landet om vinteren. Resten trækker mod syd og overvintrer mere milde steder i Europa. Nogle kommer helt ned til Middelhavet.